Køl er noget fanden har skabt?!

Det her indlæg er ment mere som et diskusionsemne end en kommentar fra mig. Men jeg tror der er lidt om det som overskriften antyder lidt ironisk, at køling altid bliver set på med “onde” øjne. Er det nu altid sådan? Her snakker vi selvfølgelig køling for termiske komfort

Kan man lave et slags beslutningsskema hvor der ses på fordele/ulemper ved køling indendørs?

Køling er ofte godt for det termiske indeklima, dog er der en hårfin grænse mellem køling og “air condition” koldt som vi kender det f.eks fra Asien. Køling er godt når vi tager toppen af temperaturen men ikke når vi køler til bunden af komfortgrænsen (21-22 grader).

Køling kan også reducere ventilationsmængden, da vi jo ofte ventilerer for det termiske indeklima mere end det atmosfæriske indeklima. Hvad er forholdet mellem COP værdi af køleanlægget og ventilationsmængde for at fjerne den samme mængde watt? Med en stor nok COP værdi kan det betale sig energimæssigt at køle i stedet for at ventilere.

Et indspark i den debat vil f.eks. være at mange andre kommuner ikke vil have køling i deres bygninger. Men alligevel er der ofte høje termiske indeklimakrav (f.eks. de famøse 100 timer over 26 grader og 25 timer over 27 grader.) Det betyder at der ud over styr på solindfald og interne laster også skal en hel del luft til for at klare peak-situationer..

Det man selvfølgelig skal tage med i betragtning er at ventilationssystemerne bliver forholdsvis større for at kunne klare peak-situationerne. Og er der VAV på så betyder det at (forhåbentlig) at der ikke køres maksimum i særlig lang tid set over et helt år. Og et “overdimensioneret” anlæg er sådan set godt for energiforbruget pga. en relativ mindre SEL-værdi.

Men hvad nu hvis man tillod køling i de bygninger? Effektiv køling der var mere energibesparende end et tilsvarende ventilationsmængde der skulle til for at overholde indeklimakravene? Det er jo i sig selv en fordel. Men kan man tage det skridet videre og se på vedligehold og komfort.

Automatisk udvendig solafskærming er også noget fanden har skabt. Især for de mange brugere der arbejder på den anden side af solafskærmingen. Med køling kan vi måske overholde indeklimakravene uden solafskærmning og “nøjes” med få passive solafskærmende tiltag.

Så jeg tror ikke køling er noget fanden har skabt, der skal et par eksempler til hvor det energimæssigt er helt ok at køle ifht. at ventilere! Kender I til nogle?

Kasper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *