Røre i andedammen

Så sker der noget 🙂

Som nogle måske har set så har ALECTIA lanceret en youtube-kanal, hvor jeg linkede til en video med Lars D. Christoffersen omkring Indeklima og Produktivitet

Jeg linkede til den fordi den havde med indeklima at gøre. Men nu fortjener en anden af videoerne lidt opmærksomhed. Den har nemlig skabt lidt røre i andedammen. Min kollega Steffen Petersen fortæller i “hans” video om det vigtige i at vi ingeniørere kommer ind på samme niveau som arkitekterne for at kunne skabe de mest optimale bygninger. Et af (de mere provokerende/debatskabende) “citater” der bliver brugt i Steffens kampanage er “vi giver arkitekterne et forspring ved at sætte dem i anden række”. Det har fået nogle af arkitekterne til at reagere – se bla. Vibeke Grupe Larsens blog om emnet eller Rasmus Brønnums blog

Døm selv: (update: videoen er blevet tilbagekaldt af ALECTIA – mere info senere…)

Jeg synes det er fedt at der kommer noget debat! For der er dælme ikke sket den store ændring i den måde bygninger bliver lavet på. Jeg tror faktisk at energi-kravene nok skal kunne opnås på den “traditionelle” samarbejdsform mellem ingeniør og arkitekt – ellers er der jo altid hjælp af solcellerne ;-). Men jo mere indeklimakravene strammes jo sværere bliver det at bare give los. Og det er der vi som ingeniører har behov for at komme lidt tidligere på banen.

Det overrasker mig stadigvæk hvor mange nye bygninger der har indeklimaproblemer. Så et eller andet går galt mellem de første streger og 5 års gennemgang, det er helt sikkert ikke kun på grund af arkitekten det er mindst lige så meget på grund af ingeniøren. Men ofte er den ene afhængig af den anden, så hvis vi nu kunne snakke “mere” og “bedre” sammen så får vi måske et bedre byggeri.

En ting er sikkert ingeniørere kan ikke tegne huse og få den funktion ind i dem som en arkitekt kan. Men brugerne er blevet mere “krævende” og lovkravene strammere, så fejl-marginen er blevet mindre end for 10 år siden og det skal arkitekterne også forstå (og heldigvis er der mange der allerede er med på den!)

Vi kommer til at se meget mere fokus på indeklimaet og ikke bare de udfordringer det giver at dokumentere et indeklimaklasse A i designfasen, men at dokumentere et indeklimaklasse A fem år efter bygnigen er i drift.

Se f.eks på komforthusene – her var energimålet ikke et problem at nå, men indeklimaet haltede!

Derfor er det vigtigt vi (ingeniørerne) kommer tidligere på banen! Vi prøver ikke at tage arbejde fra arkitekten, men med vores analyser (indeklima + energi) gøre deres “bygning” bedre.

 

Her er et par links:

Steffens Phd projekt (udvikling af et værktøj til integreret design process)

Et par artikler i HVAC
Lavenergibyggeri med godt indeklima opnås med konsekvent design
Godt indeklima og lavenergibyggeri skal gå hånd i hånd

Kasper

 

2 comments for “Røre i andedammen

  1. 5. marts 2012 at 07:11

    Hej Kasper – citatet tiltrak sig min opmærksomhed, fordi jeg ikke forstod hvad det ville – og da jeg så hørte interviewet, blev jeg endnu mere forvirret.

    Jeg forstår udmærket og er enig i hvad du skriver og hvad Steffen egentlig er efter, at ingeniørerne skal tidligere på banen (det er jo netop hvad jeg slår til lyd for) for at opfylde både energi- og indeklimakrav – men citatet og udsagnene i filmen lyder som om, at I vil TIDLIGERE på banen, end arkitekten – og det tror jeg ikke på, hvis bygningerne også skal have arkitektonisk kvalitet!

    SAMTIDIG involvering er vejen frem…..

    Iøvrig er der også lidt debat rundt omkring på Linkedin….

    Vibeke

  2. Kasper
    5. marts 2012 at 10:05

    Hej Vibeke,

    Det er altid godt med lidt debat – det er også det som filmen lægger op til.

    Måske er det på tide at lave en opdatering på Integreret Design Process (IDP)/Integreret Energi Design. Er det bare et buzz-word og i hvilket omfang bliver det faktisk brugt ude på projekterne? Er det ikke bare på “high-end” projekterne hvor IDP reelt får en chance? Jeg ved det med succes er brugt på f.eks. Navitas her i Århus – men hvad med på det almindelige projekt? Bliver IDP her set på som en tidsrøver og noget man bare siger man gør og har intentioner om at gøre? Problemet er at energikrav (minimum lavenergi 2015) og indeklimakrav (indeklimasklasse 1 eller 2) er det samme krav som er til det “store” byggeri som det “lille” – så behovet for IDP er det samme for begge typer byggeri. Og nu kommer bæredygtighed og DGNB også ind i kampen.

    Enig i at filmen måske er lidt firkantet og trækker et par streger op – men det er vist også meningen for at få noget debat….for efter min mening er det (næsten) den samme process der foregår i dag som for 10 år siden, når en bygning skal opføres.

    Kasper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *